Om mig som kunstner

Jeg er født i 1956 og malede mine første billeder for snart 40 år siden. Det er dog først inden for de sidste 20 år at jeg har beskæftiget mig mere seriøst med maleriet, og har udstillet mine værker mange steder i Danmark, men også uden for landets grænser.

Jeg maler fortrinsvis med acryl på lærred. Mine billeder kan vel nærmest karakteriseres som abstrakte med figurative anstrøg. Når jeg maler arbejder jeg spontant og intuitivt med udgangspunkt i farverne. Jeg lader farverne styre og så kommer inspirationen af sig selv og jeg bliver langsomt ”herre” over billedet. Jeg kan godt lide at billederne har noget ”kant”, da jeg synes de mest spændende og interessante billeder som regel udspringer af det uperfekte. Der er ikke umiddelbart noget budskab i mine billeder men ofte en snert af humor. Jeg lægger vægt på at billedet sætter tanker i gang hos beskueren, pirrer til nysgerrigheden, så man får lyst til at gå på opdagelse i billedet og ikke mindst vende tilbage til det.

Jeg afholdt min første separatudstilling i 2000 og fik så meget positiv respons at det gav mig et ekstra spark fremad. Siden har jeg udstillet i en lang række private virksomheder, offentlige institutioner og har deltaget i censurerede udstillinger. Jeg har været tilknyttet gallerier i Danmark og Norge og har været medlem af kunstnersammenslutningen ”blå Døre” i Esbjerg frem til 2014.

Jeg opholder mig en del på Kreta, hvor jeg har eget atelier og hvor de fleste af mine billeder bliver skabt. Jeg ved ikke om det kan ses i mine billeder, men jeg trives i det milde, solrige klima på Kreta og bliver inspireret af naturen, lyset, farverne og det liv som udfolder sig i ”min” lille græske landsby.

001      20150912_144549_1
Atelier Nygårdsvej, Esbjerg                                        Udsigt Kissamosbugten, Kreta

Jeg har har også et atelier på min adresse i Esbjerg. Her er pladsen dog lidt trang da det er et loftsrum på ca 12 m2. Men rummet er lyst og kan opvarmes og der er adgang til vand. Så det fungerer faktisk udmærket. På Kreta er betingelserne nogle lidt andre. Ud over selve atelieret er der en stor tagterasse som jeg også benytter når jeg maler og hvor jeg kan nyde udsigten over landsbyen Drapanias og Kissamosbugten.

Jeg går med planer om at finde et sted i Drapanias hvor jeg kan vise mine billeder frem. Mine værker minder ikke om noget landsbybeboerne normalt ville udsmykke deres vægge med. Men kan jeg fange deres interesse er det også fint. I turistsæsonen kommer der desuden en del turister forbi landsbyen og de kunne jo fint tage et stop og nyde et glas kølig retzina mens de ser på kunst.

Jeg har været med i kunstnergruppen “blå Døre” i Esbjerg siden 2004 og deltaget i det årlige åbne døre arrangement den sidste week-end i september samt andre arrangementer gruppen har stået for eller deltaget i. Bl.a har jeg sammen med 9 af medlemmerne haft galleri i kunstnergaden Rørholmsgade i København. Da jeg imidlertid nu tilbringer en stor del af min tid på Kreta, har jeg valgt at at trække mig ud af gruppen, i hvert fald for en periode. Du kan læse mere om kunstnergruppen på www.kunstiesbjerg.dk